BEMÆRK. 3. udgave udkom marts 2016


Baggrunden for denne sidste udgave er bl.a. forfatterens kortlægning af de tyske tabstal ud fra krigs-dagbøger.  

 

 Bogen er en fortælling om det tyske angreb på Danmark i april 1940. Læseren følger såvel det militære, det politiske, det diplomatiske og det efterretningsmæssige forspil i tiden frem til angrebet. Under opmarch og angreb følges såvel de militære stabe som soldaten i felten. Både på dansk og tysk side. Sidst i bogen er der et fyldigt bilag for de, som søger mere indsigt i de militære styrker og deres organisation på dagen. Det er kort sagt en bog for alle med historisk og militærhistorisk interesse. For de, som studerer emnet, er der et meget rigt noteapparat, der kan åbne vejen yderligere ind i historien.

Bogen er blandt andet skrevet på baggrund af forfatterens omfattende studier af dokumenter fra krigens tid. Dokumenter som er fundet fra af arkiver i Danmark, Tyskland, England og USA. Derfor indeholder bogen også information, som ikke tidligere er berørt i dansk litteratur om emnet.  

 

Bogen forhandles af www.saxo.com som E-bog og i hårdt bind. 

 

Militærhistorisk samling i Odense skrev om 1. udgave:

"Om begivenhederne i Danmark og Norge den 9. april 1940 er der i tidens løb skrevet bøger, som samlet ville kunne fylde metervis af reolplads. Det er få – hvis overhovedet nogen – af disse bøger, hvis forfattere har sat sig så grundigt ind i emner, som forfatteren til den bog, som netop er udkommet med titlen ” Angrebet”.
Ikke alene har denne skolelærer været meget vidt omkring i sin research, men stoffet er også udvalgt særdeles kritisk, og det gælder hele bogen igennem fra tiden længe før 9. april, men især den sidste halve snes dage, med alt hvad disse dage indebar af forberedelser fra tysk side.
Fra dansk side tog man – som bekendt – fra politisk hold den stadigt mere truende situation uhyre roligt og køligt afventende.

 

 Forfatteren giver læseren et godt og detaljeret overblik over de land- sø- og luftmilitære styrker, som stod til rådighed på såvel dansk som tysk side, og læseren får ligeså et indblik i de danske planer for forsvaret af de forskellige landsdele. Det var planer, som slet ikke levede op til fagmændenes – generalernes – anbefalinger.

 

 Forfatteren har valgt at dele datoen 9. april op i små tidsrum – nogle så korte som 5- 10 minutter -, og inden for disse tidsrum behandle situationen i København, i Sønderjylland, ved Lillebæltsbroen, kort sagt overalt i Danmark, hvor begivenhederne fandt sted. Det er efter Deres ærbødiges mening en glimrende måde at behandle stoffet på, da hændelserne på denne vis tidmæssigt kædes godt og overskueligt sammen.

 

 Efter 498 siders glimrende historielæsning har forfatteren på 8 sider opregnet de væsentligste af sine kilder i form af originaler eller kopier af dokumenter og kort, bøger, akademiske afhandlinger, dagbøger, hjemmesider, aviser og blade m.v., og sidst i bogen findes en fortegnelse på næsten 800 noter.

 

 Alt i alt en velskrevet bog med en veldokumenteret tekst, som enhver historieinteresseret kan have stort udbytte af at læse."

 

 

I Lektørudtalelsen fra Dansk Bibliotekscentral stod blandt andet:

"..-Den meget omfangsrige og på den måde helt unikke gennemgang af tyskernes ”operation Weserübung Süd” fortæller om motivet for det tyske angreb, om planer og styrker, om optakten og opmarch, og altså en time for time gennemgang af angrebet 9. april. Herefter afsnit om, hvad der skete efter 9 . april. I et afsluttende perspektiv giver forfatteren sine ”personlige syn på centrale spørgsmål om 9. april.” Her understreger han bl.a. : ” alle centrale danske aktører handlede efter deres stærkeste overbevisning om, hvad der var til landets bedste...”

 

 

God læselyst

Keld Yding Sørensen